Fyrtårne

Lyngvig Fyr

Lyngvig Fyr er det yngste af Danmarks store fyrtårne. Lampen blev tændt første gang den 3. november 1906. Tårnet står på en 17 meter høj klit, og med 38 meter (og 228 trappetrin) når det en flammehøjde på 55 meter, hvilket er Danmarksrekord. Lyset kan ses ca. 40 km væk.

Fra starten lyste fyret med gas fra et lille gasværk i et skur ved siden af tårnet. I 1920 gik man over til petroleum, men i 1946 fik fyret et lille jævnstrømsværk, og lyset har siden været elektrisk. I 1955 blev Lyngvig Fyr sluttet til det offentlige elnet, og i 1965 blev det automatiseret, således at man kunne reducere den faste bemanding fra tre til en.

Den moderne søfart har ikke brug for fyrtårne, og Lyngvig Fyr har ikke længere bemanding. I 2011 blev den smukke gamle drejende linses lys erstattet med et fast LED-lys. I 2013 lykkedes det imidlertid lokale kræfter at få det karakteristiske fejende lys tilbage.

Lyngvig Fyr bliver hvert år besøgt af mere end 50.000 mennesker, der oplever en fantastisk udsigt over hav, fjord og klit.

Avona

I starten af 1900-tallet var der stadig 125 km kyst mellem Bovbjerg og Blåvands Huk, hvor skibene måtte klare sig uden hjælp fra land. Der var talrige strandinger.

Damperen S/S ’Avona’ af Bergen var i 1903 på vej med en last frøkager fra New Orleans til Århus. Kaptajnen var død på rejsen over Atlanten, og skibet var nu styrmandens ansvar. Det strandede ved Bjerghuse mellem Ringkøbing og Thorsminde den 31. januar 1903. De 24 mand ombord begik den største fejl af alle: De gik i skibets redningsbåde.

Et øjenvidne fortæller:
"Alle på stranden, tilskuere og redningsmænd fulgte efter lysene langs stranden, men så lige med eet hørte vi et skrig derudefra, og lysene forsvandt, og alt blev igen stille, uhyggeligt stille. Åbenbart er bådene kæntrede i den høje sø og alle ombord er skyllede i havet. Alle vi stod og blev så underligt stille, thi vi følte hver og een, at der nu førtes en kamp derude for livet kun nogle få meter fra os, og vi var ude af stand til at bringe dem hjælp."

Senere på natten drev skibet længere ind, til det stod fast bare 50 meter fra land. Var besætningen bare blevet ombord, kunne de nu have været reddet uden større dramatik, men de drev døde i land i de samme timer.

Efter den tragiske stranding rettede den norske stat og den norske sømandsforening henvendelse til Danmark med opfordring om at bygge endnu et fyrtårn på den farlige Vestkyst. Opfordringerne blev taget til efterretning. Lyngvig Fyr blev resultatet.

Slut med ”Caviar-Kort”

Den 30. december 1906 bragte Familie Journalens tillæg ”Nyt fra alle Lande” en omtale af det nye Lyngvig Fyr skrevet af ”Sailor”:

”De Tider er for længst forbi, da Tyskerne med god Grund kunde tegne ”Caviar-Kort” over Nørrejylland som Reklame for den nye Kielerkanal. Strandinger vil der selvfølgelig altid blive paa saa lang og farlig en Kyst som den danske fra Blaavandshuk til Skagens Gren, men selv om der førtes aldrig saa nøje Bog over hver eneste Grundstødning, vilde Pletterne dog heldigvis nu kun blive spredte og staa i Modsætning til de berygtede Caviar-Kort, hvor hele Kystlinien var kranset af et uhyggeligt bredt Bælte med tætte sorte Prikker. (…) I Begyndelsen af November tændtes et nyt, stolt Fyr paa Vestkysten, det mægtige Blinkfyr ved Nørre Lyngvig paa Holmslands Klit, kun en Mils Vej fra Ringkøbing. Fyret, der er indrettet efter de nyeste og mest moderne Principper, viser hvert 20. Sekund 4 kraftige Blink ud over Havet. Helt nede ved Esbjerg kan man i klare Nætter se ”Nørre Lyngvig” blinke sit hastige ”Giv Agt!”, og i Ringkøbing By mærkes Blinkene som kraftige Lyn.”

Det ”kaviarkort”, Sailor henviser til, er J.S. Hohlenbergs kort over strandinger ved Danmarks kyster fra 1. januar 1858 til 31. december 1882, hvor et bånd af sorte punkter angiver totalforlis langs den jyske vestkyst.

Ringkøbing Havn

Før de moderne ingeniørbedrifter i Esbjerg, Hvide Sande, Thyborøn og Hanstholm var Ringkøbing det eneste sted på hele den lange vestkyst, hvor skibsfart kunne lade sig gøre. Men forholdene var vanskelige. Indsejlingen ved Nymindegab var snæver, Ringkøbing Fjord var lavvandet, og ved selve Ringkøbing måtte skibene ligge på red og omlade til mindre føringsbåde, som gik op på stranden eller til en beskeden skibsbro.

Først da Lyngvig Fyr var på tegnebrættet, kom der også gang i byggeriet af en rigtig havn i Ringkøbing. Byggematerialerne til det store tårn skulle ankomme til Ringkøbing med jernbane. De skulle så sejles til Nørre Lyngvig, hvor der ligeledes skulle anlægges en lille havn.

Byggeriet af Ringkøbing Havn blev udbudt i licitation i december 1904. Opgaven blev vundet af S. Abrahamsen, Esbjerg. Den 17. november 1905 stod havnen klar til brug.

Da Lyngvig Fyr var færdigbygget, var havnene der selvfølgelig stadigvæk. En kreds af fremsynede mænd i Ringkøbing med urmager L.C. Andersen i spidsen så et potentiale. I 1910 satte de turistdamperen Prins Hamlet i drift mellem Ringkøbing og Nørre Lyngvig. Det blev en stor succes. I 1911 tog 16.000 mennesker turen. Sådan gik det til, at Lyngvig Fyr var med til at skyde turismen ved Ringkøbing Fjord i gang.

Udsigt og turisme

Turister vil se en udsigt. Sådan har det altid været.

Lyngvig Fyr har fra starten været åbent for gæster. I de første mange år kostede det 25 øre. Det var mange penge, men til gengæld var det også en fast regel, at de besøgende kun havde adgang i selskab med en ansat. Fyrets lyskegle betød forskel på liv og død, så man kunne ikke have gæsterne i nærheden af tårnets gasledninger, lodder og mekanik uden opsyn.

Billedet er fra Statsbanernes Ferietur til Vesterhavet i august 1928. Deltagerne boede på badehotel i Søndervig, men en af de arrangerede udflugter gik med automobiler og omnibusser til Lyngvig Fyr og Hvide Sande. Familien Rybak fra Slagelse var med. Deres fotoalbum er nu på Ringkøbing-Skjern Museum. Fotografiet her er taget fra trappen på vej op til fyret ned mod Fyrmestergården.

Indtil fyrets automatisering i 1965 havde fyrmester E. Nedergaard sin plads i det lille kontorlokale øverst i tårnet. Han sagde selv, at han holdt af de mange turister som katten holder af sennep, men han var alligevel venlig og jovial. Det var en del af jobbet. Til de forpustede: ”Har De tabt vejret, så skal De ud på balkonen. Dér er der nok af det.” Og til de fuldskæggede: ”Tag hatten af og put den i lommen, før De går ud i blæsten, men skægget kan De godt beholde på. Det blæser kun syv i dag.”

I dag kan man godt få lov at komme op til den fantastiske udsigt uden kvikke bemærkninger. Billetten købes i Fyrmestergården, hvor der også er udstillinger om fyr, strandinger og badeliv.

Livet på Lyngvig Fyr

”Der er kun dig og dig alene herude.” Sådan fortalte den sidste fyrmester Flemming Priis Jørgensen i 2004. Lyngvig Fyr har altid været lidt af en ø på Holmsland Klit. I en verden af hav og fjord, fiskere og bønder var de statslige tjenestemænd med deres guldtressede kasketter en kontrast.

Men kunne den kulturelle afstand til Hvide Sande være stor (der er kun 5 km), så var den reelle afstand til statens øvrige institutioner og infrastruktur alligevel længere. Folkene på fyret måtte klare det meste selv, både hvad angik de daglige fornødenheder, og hvad angik fyrets drift og vedligeholdelse. Som ansat ved Lyngvig Fyr skulle man være flittig til at tørre kondensvand op og pudse linse, men man skulle også have god forstand på mekanik. Problemer med fyret skulle helst løses før mørkets frembrud.

Poul Erik Jørgensen, der var ansat ved fyret 1957-88, fik efterhånden skovlen under de lokale. I Hvide Sande mente man godt nok, at ”dem på fyret de var noget for sig selv. Det var lidt finere mennesker. Det var ikke nogen, der kunne blande sig med lokalbefolkningen. Men da jeg havde været her en snes år, så begyndte de at kalde mig Poul. Det var da et fremskridt, før var det Jørgensen altid. Længere hen ad vejen så blev det Poul Fyrtårn – og så nogle enkelte ”Det er æ Tårn” – men det har også taget nogle år.”

Anden Verdenskrig

Fyrtårnene fik en helt særlig rolle at spille i besættelsens sidste dramatiske år, hvor allierede fly på togter over Danmark med bomber, søminer og forsyninger til modstandsbevægelsen kunne bruge fyrene som landkending.

Da briterne den 21. marts 1945 bombede Gestapos hovedkvarter i Shellhuset i København, tog de lavtgående hurtige mosquito- og mustangfly indflyvningen ved Lyngvig Fyr. I København ødelagde de som planlagt Shellhuset, men ved en fejl ramte de også Den Franske Skole, hvor 104 civile omkom.

Den australske jagerpilot Robert C. Hamiltons mustang var ramt af antiluftskyts i den ene vinge. Han kunne godt følge formationen tilbage mod vest, men han tabte olie og kunne ikke begive sig ud på den lange tur over den stadig vinterkolde Nordsø. Han nødlandede i Skjern Ås brede delta ved Lønborg bare 30 km fra Nørre Lyngvig, hvor han kort tid forinden var fløjet ind over land.

Hamilton overlevede, og det samme gjorde Lyngvig Fyr. Det var ellers tæt nok på. Tyskerne vidste godt, at piloterne tog landkending efter Lyngvig Fyr, og mod krigens slutning beordrede de en sprængladning lagt i fyret. Fyrmester E. Nedergaard lod familierne i fyrmestergården evakuere, men heldigvis blev sprængningsordren aldrig givet.