Strandinger
Ketty af Landskrona
Den 2. februar 1950 strandede det svenske dampskib Ketty i snetykning og stiv kuling. Skibet var bragt ud af kurs pga. strøm og vind.
Redningsmandskabet fra Thorsminde Redningsstation blev alarmeret. Skibet stod i et endnu ikke ryddet minefelt fra 2. Verdenskrig, og der var høj sø. Alligevel lykkedes det redningsbåden fra Thorsminde at redde alle de 16 mænd og 2 kvinder i land.
Fire dage senere havde havet lagt sig, og besætningen kunne sejle ud og gå ombord på Ketty. Men i løbet af dagen blæste det op, og Thorsminde Redningsstation måtte igen i aktion. Denne gang blev besætningen reddet i land med redningsstol.
Billedet stammer fra en anden stranding.
Den følgende dag kunne folkene på stranden konstatere, at Ketty var knækket over og agterskibet sunket ned i sandet.
I de efterfølgende dage skyllede tømmer fra skibet op på stranden. Det blev transporteret til strandfogedens gård. Bemærk redningskransen fra Ketty i stablen af det ilanddrevne træ.
De mange vrag på den jyske vestkyst er igennem flere årtier blevet lokaliseret, besigtiget og beskrevet af lokale dykkere og dykkerklubber. Det giver en enestående mulighed for at få viden om vragene, deres tilstand og nedbrydningsgrad. Her studerer dykker Gert Normann Andersen og Tonni Andersen aftegninger af et vrag på ekkolod. I 1981 genfandt dykkerne vraget af Ketty.
Følg os her: