Strandinger

Barkskibene var 1890’ernes globetrottere. I den regionale trafik var damp godt i gang med at udkonkurrere sejl, i hvert fald for de store skibes vedkommende. Men på de lange ture til Amerika eller Sydøstasien var den gamle metode stadig konkurrencedygtig.

Der blæste en hård kuling fra sydvest den 12. februar 1894. Strandfoged og klitbonde Christen Christensen skrev i sin dagbog: ”Svær Storm af Sydvest. Stormen taget en del Tag og Møntørv.” Det lyder jo ikke mere dramatisk end som så, men så fortsætter strandfogeden: ”Om Eftermiddagen strandede et stort Barkskib ’Elisabeth Rickmers’ af Bremen.”

Barken ’Elisabeth Rickmers’ havde få dage tidligere forladt hjemhavnen Bremerhaven med proviant til mange måneders rejse først til en engelsk havn, derefter til Ostindien efter en ladning ris. Men rejsen blev kort.

Ikke så snart var ’Elisabeth Rickmers’ ude af Bremerhaven, før en storm rejste sig. Kaptajnen måtte stryge sejlene, og i halvandet døgn drev skibet mod nordvest. Ved Horns Rev var det nær gået helt galt. ’Elisabeth Rickmers’ drev tæt forbi fyrskibet.

Da den jyske kyst var i sigte, gjorde kaptajnen et sidste håbløst forsøg på at redde sin stolte bark. Han lod et anker gå. Men kæden sprang, og ’Elisabeth Rickmers’ strandede. Bølgerne løftede det store skib helt op i brændingen som var det en robåd. Redningsaktionen forløb udramatisk, og de 19 sømænd kom i ly hos Christen Christensen.

Det var ikke en hvilken som helst plimsoller, der nu stod i havstokken på Holmsland Klit. ’Elisabeth Rickmers’ var bygget i 1877 som et af en hel række meget store skibe i Rickmers Reederei. Den Bremerhaven-baserede Rickmers-familie drev desuden både skibsværft og Europas største rismølle.

Når så stort et skib strandede, var det mægtige værdier, der skulle omsættes her ude fra yderste klitrække. Auktionskataloget talte 1,553 numre, og selvom ’Elisabeth Rickmers’ sejlede med ballast, beløb auktionens indtægter sig til svimlende 25.028 kr. De 8.286 kr. var for selve skroget. Men det blev en dårlig forretning. Skibet var stadig helt ved auktionen, men fire dage senere slog en storm det i stykker. Det blev en meget dårlig forretning for køberne.

’Elisabeth Rickmers’ gjorde indtryk. Skibets høje stålmaster kunne ses helt fra Skjern. I mange år kunne der bjerges værdifulde messingnagler og kobberplader fra vragets bund, når det blev blotlagt ved østenvind og lavvande. Navneskiltet fik plads over ladeporten på Christen Christensens gård.

”Hvad ingen ejer, det ejer kongen” Sådan står der i Jyske Lov fra 1241, og sådan har det været lige siden. Staten ejer indstrandet gods. Men staten skulle have hjælp til arbejdet med at bjerge, ordne og katalogisere. Og et sted skulle der jo spises og soves, når en stor stranding sendte herredsfoged auktionarius og godtfolk til kysten. ’Elisabeth Rickmers’ blev en god forretning for strandfoged Christen Christensen. Det er ikke så sært, at han fandt plads til et strandingsfoto af skibet i den fine stue.

Christen Christensens gård har i dag navn efter hans svigerdatter, ’Abelines Gård’. Den er en del af Ringkøbing-Skjern Museum, og når du besøger den, kan du se mere om ’Elisabeth Rickmers’.