Strandinger

Fuldriggeren ’Dakota’, bygget i 1881 i USA af eg og det harpiksholdige pitch pine, var et prægtigt skib: Overalt funklende nymalet og blankskinnende af fernis og messing. Tovværket lå rullet og velordnet, som var det aldrig brugt, og i kahytterne var der plys og mahogni.

Men alt det hjalp intet, da ’Dakota’ under usædvanlige strømforhold og i tykt snevejr på sin vej fra Bremerhaven til Norge kom ud af kurs. Klokken 4 om morgenen den 31. januar 1888 strandede skibet ved Sdr. Lyngvig lige nord for det senere Hvide Sande.

Af den 22 mand store besætning kom 20 lykkeligt i land, mens to druknede. Men det store skib stod ikke til at redde. En repræsentant for Svitzers Bjergelaug konkluderede: ”Skibet adskilt, løftet i Dækket, Bjælker, Skandæk mm. sunkne”

Bjergelauget forstod deres håndværk. De savede forskellige bærende bjælker igennem og lod så den næste storm gøre det grove arbejde med at brække skibet op i mere håndterlige dele. Men det var stadig et kæmpearbejde at hugge det store skib op. Hver en stump var værdifuld.

I 1994 strandede et stort stykke skibsside ved Hvide Sande. Det må efter alt at dømme være en del af ’Dakota’, der på denne måde fik 106 år mere til havs. Den kraftige konstruktion giver et godt indtryk af de store sejlskibe.

Efter 20 år i sol og vind er dele af det gamle træ igen kommet til ære og værdighed. Det er brugt i opbygningen af nye udstillinger på Strandingsmuseum St. George.

Fra nordamerikanske fyrreskove til en vestjysk vandmølle: De store strandinger gav værdifulde forsyninger til det træfattige Vestjylland. Møllen No Stampe nord for Ringkøbing fik f.eks. et nyt vandhjul af tømmer fra ’Dakota’.

’Dakota’ var tabt, men en af dens joller sejlede videre. Et kig med luppen på denne udflugtsbåd på Vonå ved Ringkøbing engang omkring 1900 afslører et ganske lille ”Dakota” ved stævnen.

Helt anderledes forhold end en livsfarlig stranding i snestorm…