Følg os her:

Strandinger

Arctic af Hull

Harboeøre 3.-6. oktober 1860

Denne funktion kræver at cookies er slået til. For at få vist indhold skal du slå cookies til i din browser og/eller acceptere cookies på dette website. OK

<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
I oktober 1860, under en af de værste storme nogensinde, strandede der 15 skibe på Harboøre. Et af dem var dampskibet Arctic af Hull, der var på vej til Skt. Petersborg.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
I et forsøg på at redde skibet gennem stormen havde kaptajnen ankret op ved den yderste revle. Men bølgerne skyllede over skibet igen og igen og til sidst rev det sig løs.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Der gik kun kort tid før skibet blev slået læk. Mandskab og passagerer hang i masterne. Inde på land kunne man høre deres skrig.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
På stranden stod redningsmænd klar med raketapparatet, men skibet lå for langt fra land til, at de kunne sende en line ud.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Det blev nat og vinden løjede af og næste morgen kom redningsbåden fra Flyvholm Redningsstation. Men de trætte redningsmænd anså et hvert redningsforsøg for umuligt.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Bestyreren for Det Nørrejyske Redningsvæsen C.B. Claudi forsøgte at overtale dem. Hvis de gjorde et forsøg ville han give dem 100 rigsdaler og hvis de omkom, skulle han nok sørge for deres familier.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Men redningsmændene nægtede. I to døgn havde de kæmpet for at redde mandskab og passagerer fra de øvrige strandede skibe og nu kunne de ikke mere.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
På stranden fik Claudis assistent Anton Andersen overtalt en norsk styrmand til at tage redningsbådens ror. Redningsmand Mads Vrist trådte til og med hjælp fra en gammel englænder og tre lokale mænd kom båden i vandet.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
22 personer blev reddet fra Arctic af Hull, mens 10 druknede. Heriblandt en to-årig pige, som drev i land samme dag og blev begravet på Harboøre Kirkegård.
<!--@ItemPublisher:Item.Titel-->
Redningsmændene fra Flyvholm, som havde nægtet at gå ud, blev fundet skyldige i lydighedsnægtelse og fyret. Kun redningsmand Mads Vrist fik lov at fortsætte og han modtog en engelsk medalje.

Pligtforsømmelsen

Arctic af Hulls stranding var en af de første store prøvelser for redningsvæsenet og redningsbestyrer C.B. Claudi. Mandskabet fra Flyvholm Redningsstation havde i forbindelse med aktionen udvist ulydighed over for redningsbestyreren og gjort sig skyldige i pligtforsømmelse. Begge dele kunne skade Redningsvæsenets renommé, og de ulydige blev afskediget.

Blandt dem var bådformand Anders Thuborg. I bogen Det gamle Harboøre fortæller hans datter Karen Thuborg, at hendes far havde tilbudt at gå ud med det ansatte mandskab, da havet havde lagt sig lidt. Til det svarede Claudi, som ellers var hans gode ven: ”Nu er det sgu for sildig, Anders Thuborg!”. Hun fortsætter: ”Når min fader senere fortalte om dette, listede tårerne sig ned på hans kinder, og han sagde: ”Det var den hårdeste dag i mit liv”.

Anders Thuborg var blevet udvalgt som bådformand af Claudi i 1847 og havde været med til at bjærge 561 skibbrudne. Da dykkervæsenet på Harboøre blev oprettet i 1848 var han endvidere den første, der blev ansat som dykker på Vestkysten.

Karen Thuborgs erindringer

Som 10-årig tjente Karen Thuborg hos strandfoged Christian Mærsk. Her er hendes erindringer om det døde barn, Eliza Butterworth:

”Den første dag, dampskibet sank, kom strandfogeden hjem med en tildækket fjæl (red. et bræt) under sin ene arm. Jeg husker, hvor nysgerrige vi var, da han kom ind ad bryggersdøren, og hvor forbavsede vi så på hinanden, da han lagde fjælen på bryggersbordet og tog dækket af. Der lå det nydeligste lille barn på to år med smukke, røde kunder, som om det sov; men det var dødt. Det var klædt i silke fra inderst til yderst, havde laksko på fødderne og om halsen en perlekrans lukket med en guldlås.

Mellem de reddede var barnets morbroder. Han var andenstyrmand på skibet. Jeg husker, hvor han græd, da han kom ind til barnet og så det ligge, som det sov og smilede sødt. Det blev bragt til præstegården, hvor morbroderen blev indkvarteret, og derfra blev der sørget for begravelsen på Harboøre Kirkegård. Barnet kom til at ligge tæt østen til kirken, og der blev plantet roser på graven, så smukke og sjældne, som der knap kendtes før på Harboøre. Rundt om graven blev der plantet engelskgræs, og ved siden af barnets grav blev der også plantet engelskgræs, og det bestemtes, at hvis moderen kom i land, skulle hun begraves der. Men hun kom aldrig.”

Minde over Eliza Butterworth

Da den gamle kirke blev revet ned i 1909 og erstattet af en større kirke, kom graven sammen med andre barnegrave til at ligge under den nye kirkes kor. Bag på altertavlen kan man se en malet gravskrift.

Powered by Søgaard & Co.