Strandinger
31. december 1899
Redningsvæsenet og pressen
Hvis det ikke var for Andreas Nielsens avisartikler, ville vi ikke kende meget til omstændighederne omkring Ocean Belles forlis. I redningsvæsenets historieskrivning omtales kun de aktioner, hvor de nødstedte blev reddet. De tilfælde, hvor redningsmandskabet intet kunne stille op er ikke beskrevet så nøje.
For aviserne var redningsvæsenets aktioner oplagt nyhedsstof. Når det gik godt blev redningsmændene udråbt til helte. Når det gik knap så godt, var kritikken hård og uforsonlig. Redningsbestyrer Anthon Andersen var berygtet for sin skarpe tunge og pen. Desværre ved vi ikke om, det var ham, som svarede igen på Andreas Nielsen kritik i en artikel i Dansk Fiskeriforenings medlemsblad 11. januar 1900.
Sørgeligt skibsforlis
Uddrag af artiklen ”Sørgeligt skibsforlis” i Dansk Fiskeri Foreningsmedlemsblad 11. januar 1900:
”Der er af et par blade kastet beskyldninger mod redningsvæsenet, at det gjorde for lidt for at hjælpe besætningen (red. på Ocean Belle). Men disse ere aldeles grundløse. Katastrofen kom så pludselig og uanet, at ingen hjælp kunne ydes. Var skibet derimod straks gået mod land ville mandskabet sikkert være bleven reddet.”
Kaptajn Williams
Det fremgår af kirkebogen for Ferring Sogn at Ocean Belles kaptajn, Richard Williams, blev fundet i havstokken ved Ferring d. 26. januar 1900 og derefter begravet på Lemvig kirkegård. Han blev vurderet til at være 50-60 år og under ”anmærkninger” er dødsårsagen opgivet som: ”Drukning ved ulykkelig hændelse”.
Ocean Belle havde været en stor del af Richard Williams og hans families liv. I 1875 var han blevet kaptajn på skibet, men før det havde han været styrmand, som også to af hans brødre og en fætter havde været det. På den sidste rejse var det en af kaptajn Williams nevøer, som var styrmand.
Redningsstation Thorsminde
Redningsstationen i Thorsminde blev oprettet som raketstation i 1882. I 1886 blev der stationeret en båd, men da området var for tyndt befolket til, at ”mindeboere” selv kunne betjene en båd, blev den betjent af redningsmandskabet fra nabostationen Tuskær. Når båden skulle i aktion, havde de også transportheste fra Fjaltring. Forholdene blev langsomt forbedret på redningsstationen i Thorsminde. I 1890 blev der opført et bådhus, men først i 1905 fik man en stald til de medbragte heste.
Fra bådhus til kirke
I 1935 fik Thorsminde en motorredningsbåd og der blev derfor opført et nyt bådhus. Det gamle bådhus blev solgt, og i 1939 blev det indviet som kirke for den stadigt voksende befolkning i Thorsminde.
Følg os her: