Redningsvæsen
Det Nørrejyske Redningsvæsen blev oprettet ved lov i 1852. Loven var den første danske lov, som tog direkte sigte på aktiv redning af nødstedte, mens de endnu befandt sig om bord på de forulykkede skibe.
Christopher Berent Claudi
En central person i opbygningen af Det Nørrejyske Redningsvæsen var strandingskommissionær Christopher Berent Claudi (1799-1880). Claudi var opvokset i Lemvig. Som 25-årig fik han arbejde som strandopsynsmand og få år senere fik han bevilling som translatør i engelsk og tysk.
Fra sit arbejde vidste Claudi, hvor få muligheder folk på kysten havde for at hjælpe de nødstedte, når et skib strandede på kysten. Derfor rejste han på egen hånd til England og fik et indblik i, hvordan redningsvæsenet arbejdede der.
Claudis arbejde for redningssagen var med til, at Kong Christian d. 8. i 1847 bevilligede 5000 rigsdaler til anskaffelse af raketapparater, svømmebælter, en redningsbåd, tegninger og modeller samt en mortér. Samme år blev der etableret to redningsstationer på forsøgsbasis nær Claudis hjem ved Ferring Sø: Tuskær ved Fjaltring og Flyvholm på Harboøre.
I 1852 blev C.B. Claudi udnævnt til bestyrer af Det Nørrejyske Redningsvæsen. Da var der etableret 19 redningsstationer på den jyske vestkyst fra Skagen i nord til Blåvand i syd.
HOHLENBERGS KORT
Udsnit af J.S. Hohlenbergs kort over strandinger ved Danmarks kyster fra 1. januar 1858 til 31. december 1882. De sorte punkter angiver totalforlis, mens de hvide punkter angiver grundstødte sejlskibe.
Redningsstationerne
Efterhånden som Det Nørrejyske Redningsvæsen blev udbygget, kom redningsstationerne til at udgøre et fintmasket sikkerhedsnet. Stationerne blev placeret efter behov og blev bemandet med mænd fra området.
Der fandtes to former for redningsstationer: bådstationer og raketstationer. Hvor befolkningsgrundlaget ikke var stort nok til at bemande en redningsbåd, blev der oprettet raketstationer. Ellers var det vejr og vind og skibets afstand fra kysten, som afgjorde, om redningsmandskabet anvendte raketapparat og redningsstol eller gik ud med redningsbåden.
Redningsbåden
Redningsvæsenets både blev bygget på Orlogsværftet i København.
Bådene var forsynet med luftkasser af fortinnede kobberplader, hvilket sikrede opdrift og gjorde dem synkefri. Otte selvlænsende porte i bunden af båden sørgede for, at vand blev ledt ud igen. En redningsbåd vejede ca. 850 kg og fuldt udrustet ca. 1750 kg.
Det var ærefuldt at være ansat i Redningsvæsenet, men det var ikke ufarligt. En plads i redningsbåden krævede, at man var hårdfør og udholdende.
De fleste strandinger skete om efteråret og vinteren. Redningsaktioner kunne strække sig over timer og dage, hvor tøjet blev gennemblødt og mændene afkølet. Derudover var der selve aktionerne med redningsbåden. At ro ud gennem brændingen til et skib og bringe nødstedte søfolk sikkert i land foregik til tider med livet som indsats. I 1897 omkom hele mandskabet på Redningsstation Liløre i forbindelse med en redningsaktion.
Raketapparat
Raketapparatet skulle skabe forbindelse mellem redningsmandskabet på land og besætningen på det nødstedte skib.
Det første, redningsmandskabet gjorde, var et opstille et raketstativ på stranden. Stativet blev opstillet så tæt på vandet som muligt. Kassen med raketlinen skulle stå længere tilbage, så den ikke blev våd.
I redningsrakettens styrestang sad en stålwire, som raketlinen blev bundet fast i. Raketten blev derefter placeret i en skråtstillet sliske, hvis hældningsgrad kunne justeres i forhold til skibets afstand fra kysten.For at besætningen kunne få fat i linen, skulle raketten helst gå over skibet i en ret vinkel, så linen dalede ned midt på skibet.
Når besætningen havde fået fat i linen, bandt redningsmandskabet en stjerteblok med udhalerline fast i deres ende af raketlinen. Derefter blev der signaleret til besætningen på skibet, at de skulle hive linen ud.
Med stjerteblokken fulgte en anvisningstavle, som forklarede besætningen, at stjerteblokken med udhalerlinen skulle fastgøres så højt oppe på skibet som muligt. For at sikre, at søfolkene kunne forstå, hvad de skulle, havde redningsmandskabet anvisningstavler på flere forskellige sprog.
Når stjerteblokken var gjort fast på skibet, bandt redningsmændene den kraftige redningstrosse fast et stykke inde på den ene tamp af udhalerlinen. Ved at hive i den anden tamp var det nu muligt, at hale redningstrossen ud til skibet. Redningstrossen kunne række op til 400 meter og blev holdt udspændt mellem skibet og et stativ på stranden.
Når besætningen havde gjort redningstrossen fast på skibet, bandt redningsfolkene begge tampe af udhalerlinen fast til redningsstolen. Redningsstolen kunne nu hales frem og tilbage mellem stranden og det forulykkede skib. Der kunne sidde en person i redningsstolen ad gangen.
Opsynsmand, bådformand og bådmænd
Hver bådstation havde et fast mandskab. Opsynsmanden havde ansvar for materiel og aktioner, og stod for indberetning til redningsvæsenets bestyrer.
Bådmændenes primære opgave var at ro redningsbåden. Mellem sig valgte de en bådformand, som havde den ubestridte kommando under redningsaktioner.
Arbejdet som bådmand gav en ekstra indtægt til fiskeri og landbrug. Til gengæld var man forpligtiget til altid at stå til rådighed. Forlod en redningsmand sognet i mere end 24 timer, skulle der findes en afløser.
Bådmændene var i reglen fiskere og derfor vant til at sætte en båd ud fra den åbne kyst. De fik en fast løn hver måned og ekstrabetaling for øvelser og redningsaktioner. Ved særligt anstrengende aktioner blev der udbetalt ekstrabetaling. Mange redningsmænd opnåede desuden at få medaljer for deres indsats.
Sikkerhed
På redningsstationerne blev der løbende afholdt øvelser, hvor mandskabet blev trænet i håndtering af redningsbåd og raketudstyr. Endelig havde opsynsmanden pligt til at sørge for, at bådmændene bar redningsbælter af kork. I 1920’erne blev disse erstattet af redningsveste med kapok, som havde en højere bæreevne og var mere komfortable.
Følg os her: